Case: Natascha
Et forløb, som det kunne være hændt. Jeg modtog et brev fra Natascha:
”Kære Torben
Du er en herlig voksen, du er så humoristisk og venlig.
Nærværende.
Du har fået skabt respekt, tillid og åbenhed, som har været nødvendig for, at jeg kunne komme videre.
Tusind tak for hjælp – og din forståelse for de mange situationer, du har lagt øre til. – som jeg har haft svært ved.
Det har betydet meget for mig.
Tak for alle de gange, hvor vi har siddet – nogen tavse og andre gange har vi blot gået en tur.
Torben, jeg kommer til at savne dig,- og glem nu ikke at være den venlige og sjove Torben, som du er, for ham har vi alle glæde af.
Kærlig hilsen Natascha ”
Forløb og proces
Og hvad så…
Et forløb der startede med en pige, som ikke længere kunne finde energien.
Som havde svært ved at komme ud i livet – og dermed havde hun det svært ved at komme i skole.
Men hvad skete der egentlig i forløbet med “Natascha”:
Klassen skulle på lejrskole til London
I 8. klasse skulle klassen på lejrskole til London, men Natascha kunne ikke overskue det. Det var for krævende, hun gemte sig på værelset, og kunne ikke overskue at komme ud og i skole. Hun ville virkelig gerne, men noget holdt hende tilbage.
I begyndelse af 8. klasse tog den ene dag den anden, men da tiden nærmede sig tilmelding til turen blev det hele svært.
Natascha vidste ikke hvad der var galt, og hverken forældre, lærere eller veninder kunne hjælpe. Natascha og alle omkring hende vidste ikke hvad de skulle gøre.
Rent fysisk var det også svært- bare at skulle trække vejret – med smerter i brystet og hele kroppen. Natascha havde ingen energi eller overskud overhovedet.
Nataschas mor tog hende med til lægen, for måske at få noget hjælp til psykologbehandling.
Det var ikke så let
For det første var det svært at få en henvisning, når Natascha stadig var under 18 år. For det andet var der lang ventetid hos de privatpraktiserende psykologer.
Nataschas mor begyndte at søge på nettet efter andre, der kunne hjælpe. Her fandt hun Torben, som tilbød coaching og hjælp til unge.
Måske var det en mulighed, selv om ingen rigtig regnede med at det ville hjælpe.
Natascha mødtes med Torben, første gang sammen med sin mor. Her fortalte Natascha hvordan hun havde det, og hendes mor fortalte om sin datter og deres familie. De aftalte et forløb hvor Natascha skulle komme til samtale med Torben en gang om ugen.
Torben havde bidt mærke i at Natascha for ikke så længe siden havde mistet sin mormor. Han fik Natascha til at fortælle om sin mormor.
Natascha mormor døede en naturlig død – et par år efter at morfaren var gået bort.
Hun var gammel, men for Natascha havde hun altid været det mest betydningsfulde voksne menneske i hendes liv. Næsten mere betydningsfuldt end hendes egne forældre.
Sammen med hendes morfar havde mormoren haft et lille husmandssted med køer, grise, høns og heste – et liv med stor kærlighed.
Igennem sin fortælling, hjulpet på vej af Torbens spørgsmål, erkendte hun hvor meget det havde betydet for hende at hendes mormor var død.
(Hun kunne ikke rigtig tilgive sin mormor, at hun døde – og havde svært ved at tilgive nogen, vi elsker forsvinder…)
Hun fik sat ord på sit tab, og fandt frem til at verden ikke gik under af at hendes mormor var død – men den blev anden.
Og selv om det var hårdt at erkende, og selvom det gjort ondt at tænke på – så er der også et liv efter – og det liv skulle Natascha i gang med at leve igen. Langsomt begyndte smerterne i brystet og kroppen at fortage sig, og der kom flere og flere dage hvor Natascha kunne være sig selv, gå i skole og gå– Natascha begyndte at gå mange og lange ture. Det var en god måde at lade tankerne få frit løb.
Et vendepunkt
Samtalerne og gåturene blev et vendepunkt. Hun var klar til at komme videre – og endelig kunne hun se sig selv tage med klassen til London.
Det forløb, som endte med, at hun kunne deltage i tilværelsen med de oplevelser og de følelser, som man må lære at leve med, når man har mistet.
Det, der betyder noget, er hvad vi gør med den! Jeg prøver at give unge mennesker flere positive måder, at forholde sig til deres følelser. Fra ”personlig angst” til ”venskab med mormor”. For Natascha blev det starten på noget nyt.
Det var rejsen fra at miste med sorg, til at mindes med glæde.
Jeg, som Coach, prøvede at se ind i Natascha i øjne og tale med hendes sprog – og være lydhør over for hendes følelser og behov. Det mest betydnings fulde ting for hende, er at blive hørt og snakke med ”Natascha” om hendes behov. Som en ven. En rådgiver.
Det krævede tid og kræfter – og en masser små skridt på vejen til stille og roligt at acceptere, at hun havde mistet en ”mormor”, men havde i stedet for fået en ”ven” resten af livet.
Det er sådan, at døden er noget, mange af os har svært ved tale om. Men det – at være et menneske – det man klarer.
Og alt menneskelig kan man tale om.
Og døden er også noget menneskelig…
Vi måtte tale om det – gøre det det menneskelig.
Acceptere, at hun ikke kommer tilbage – acceptere, at hun ikke kunne ændre på det, der var sket.
Men hun kunne gøre noget andet.
Hun kunne vende tabet til en styrke – for dermed at gribe livet og de muligheder det giver.
Kærligheden til et andet menneske, er også med at turde, ellers går man i stå.
Hun greb den og hun kom videre…
Hun har igen fået Mod På Livet!
Hun lever nu med sin mormor, som et positivt minde.
Hun lever med hende.
Torben Rahr Mogensen (TRM)
